<< Click to Display Table of Contents >> Navigation:  Kapitel 2 Programtilpasning > 2.1 Opsætning af parameterfil til behandling af elementer > 2.1.3 Faneblad Resymbolisering > 2.1.3.2 Faneblad Resymbolisering - Resultat

 

 

 

I det viste eksempel bliver alle kotepunkterne som før blev udvalgt gjort tykke (weight=2) og sorte (co=0).

 

I modsætning til udvalgskriterier kan der her kun angives én værdi.

 

Der er følgende muligheder:

 

Level:  

I dialogboksen vises levelnummeret, men det kan som i udvalgs boksen vælges via category og feature.

 

Color, Weight og Style:

Angives ved deres værdi eller, hvis der er sat ”flueben” i Color fra level, Weight fra level eller Style fra level vil det blive sat til det level, som  er defineret i Resultat.

 

Slet element:

Elementer fra udvalgte level vil blive slettet på plotfil/sheetet.

 

Celler:

Hvis elementet er en celle, kan den udskiftes med en anden celle, som angives ved navn.

 

Skalering:

Hvis elementet er en celle eller tekst, kan det skaleres. Skaleringen foretages i forhold til det oprindelige element og/eller det aktuelle målforhold. Der er følgende to typer parametre, som kan kombineres:

 

Fast, betyder at elementet først skaleres til angivet størrelse og herefter evt. reskaleres til en anden størrelse. Alle elementer som behandles af denne parameter vil således have samme størrelse uanset om de f.eks. var 2 eller 20 meter som udgangspunkt. Hvis denne (eller ingen) parameter anvendes, udtegnes elementet med samme størrelse i ”virkeligheden” uanset målforhold. Dvs. hvis en tekst har samme højde som bredden i et hus, vil det også have det på plottet uanset målforhold.

 

Proportionalt eller kvadratrod, betyder at elementet efter en evt. fast størrelse skaleres i forhold til det aktuelle målforhold. Udgangspunktet er et målforhold på 1:1000. Denne parameter vil således være den umiddelbare værdi ved plot i 1:1000. Uanset proportionel eller kvadratrod:

 

Fast 2: Skalering / teksthøjde på 2 af den oprindelige størrelse.

Hvis målforholdet er et andet vil skaleringen opføre sig således, hvor det f.eks i 1:4000 vil være:

 

Proportionalt: Elementet vil altid have samme størrelse på papiret, så hvis det har samme højde som et hus i 1:1000 vil det have 4 gange højden af huset i 1:2000.

 

Kvadratrod: Elementet vil have kvadratroden af forskellen mellem 1:1000 og det aktuelle målforhold på papiret, således at det vil have mellemtingen mellem samme størrelse på papiret og samme størrelse i virkeligheden. I 1:4000 vil det have 2 gange størrelsen i virkeligheden og ½ størrelse på papiret (√(4000/1000). = 2.

 

Hvis elementet er en tekst kan der skiftes font og enkelt karakter.

 

Elementet kan lægges i en bestemt kote, hvilket normalt anvendes til skravering, dels for at give samme afstand mellem stregerne (skravering sker i 3D, således at en meget stor forskel i koten på de enkelte punkter i en flade kan synes som en meget tæt skravering, når det ses ovenfra). Og dels for at kunne friholde tekster (kun tekster i samme kote og på samme level friholdes). Vedr. skravering se kapitel 2.1.6 vedr. dette.

 

Tabel 1 nedenfor viser, hvordan cellens skalering er bestemt af cellens oprindelige størrelse (dvs. ved konstruktion), skaleringsfaktor og målforhold, ved valg af de forskellige metoder. Tabellen angiver også hvilke metoder der resulterer i skalering af cellen i kortet, dvs. i plottet efter plotning, afhængig af kortets målforhold.

 

Tabel 1

 

De forskellige metoder bliver gennemgået i det følgende, og i eksempler vises cellestørrelsen målt i plottet i designfilen (efter vis plot), dvs. på skærmen, og derefter cellestørrelsen målt i plottet efter plotning, dvs. på papir/folie. Det vil være den sidste størrelse, nemlig hvor stor cellen fremtræder i det færdige kortprodukt, som er interessant for brugeren. I det følgende anvendes således ‘plot’ om det færdige plot på skærmen, mens ‘kort’ anvendes om plottet efter plotning.

For at illustrere forskellen, er "ingen skalering" også taget med i tabel 1. Hvis der ikke vælges skalering af celler, vil cellen beholde sin oprindelige størrelse målt på skærmen uden hensyn til det valgte målforhold. I kortet vil cellestørrelsen også være den oprindelige, således at en brønd med diameter 1 meter vil måle 2 mm i diameter i et kort i 1:500 (1mm = 0.5 meter) og 1 mm i et kort i 1:1000 (1mm = 1 meter), se eksemplet under.

 

Eksempel (uden skalering):

Eksemplet viser cellestørrelsen målt i plottet på skærmen (i meter) og derefter størrelsen på cellen målt i kortet  (i mm), når der ikke er valgt skalering.

 

 

Skalering efter metode P (proportional)

Efter denne metode skaleres cellerne proportionalt med forholdet mellem målforhold 1:1000 og det valgte målforhold. Hvor meget cellen forstørres eller formindskes, fremkommer ved forholdet mellem målforholdet 1:1000 og det valgte målforhold, multipliceret med skalerings­faktoren.

 

Eksempel:

Eksemplet viser hvor meget en celle skaleres udfra forskellige målforhold og skaleringsfaktorer:

 

 

Sættes skaleringsfaktoren til 1, får cellen 2 x den oprindelige størrelse når plottets målforhold er 1:2000 og 0.5 x den oprindelige størrelse ved målforhold 1:500. Dette viser at cellens størrelse efter skalering er bestemt af både den oprindelige størrelse, den valgte skaleringsfaktor og det valgte målforhold. I kortet vil cellen vises med den samme størrelse uafhængigt af kortets målforhold.

Metode P og skaleringsfaktor 1 er PLOTMAP's defaultopsætning, hvilket betyder, at celler skaleres som vist i eksemplet ovenfor, hvis ikke andet er angivet i parameterfilen.

 

Skalering efter metode K (kvadratrod)

Efter denne metode skaleres cellerne i forhold til kvadratroden af forholdet mellem målforhold 1:1000 og det valgte målforhold på plottet. Hvor meget cellen skal forstørres eller formindskes, fremkommer ved kvadratroden af forholdet mellem målforholdet 1:1000 og plottets målforhold, multipliceret med skalerings­faktoren.

 

Eksempel:

Eksemplet viser hvor meget en celle skaleres udfra forskellige målforhold og skalerings­faktorer:

 

 

Princippet i denne metode er det samme som ved metode P, se også tabel 1. Forskellen på de to metoder er, at ved metode K, bliver skaleringsintervallerne mindre. Sættes for eksempel skaleringsfaktoren til 1 og plottets målforhold er 1:2000, får cellen 1.41 x oprindelig størrelse (og efter metode P, 2 x oprindelig størrelse). Denne metode resulterer også i, at cellen vises med forskellig skalering i kort med forskellig målforhold.

 

Skalering efter metode F (fast)  

Efter denne metode skaleres cellen til en fast skalering. Resultatet bliver det samme som ved at bruge active scale (as) ved placering af celler i standard MicroStation.

Hvor meget cellen forstørres eller formindskes, er uafhængigt både af dens oprindelige størrelse og af plottets målforhold.  

 

Eksempel:

Eksemplet viser, at det kun er den valgte skalerings­faktor, der afgør cellens slutskalering:

 

 

Skalering efter metode FP (fast/proportional)

Denne metode er en kombination af metode F og P. Resultatet er, at cellen bliver skaleret til en fast slutskalering, der er bestemt af plottets målforhold. Metoden gør det muligt at skalere celler til en fast slutskalering, som passer med det valgte målforhold på plottet. I kortet bliver cellen vist med samme størrelse uafhængig af kortets målforhold.

 

Eksempel:

Resultatet af denne metode fremkommer ved at multiplicere de to metoder P og F, som vist i eksemplet under:

 

 

Skalering efter metode FK (fast/kvadratrod)

Denne metode er en kombination af metode F og K. Resultatet er større intervaller ved skalering af cellen.  

 

Eksempel:

Resultatet af denne metode fremkommer ved at multiplicere de to metoder F og K, som vist i eksemplet under:

 

 

Kote

Parametren kote er den kote (Z-værdi), som alle koordinater i et element lægges i.

Dette er specielt anvendeligt i forbindelse med skravering i 3d (både linier og flader), da man hermed kan undgå en deformation af skraveringsceller, som ellers kan forekomme ved ikke-plane elementer.